Højdedraget

"Da jeg købte billetten til Thailand, var jeg på caminovandring med Mr.Cello". 

Jeg havde ikke et specifikt ønske om at runde Thailand - igen. Sidst jeg var i Thailand, havde vi netop mødt hinanden og som en anden forelsket teenager, længtes jeg mest efter at komme tilbage til Danmark, så jeg kunne se ham igen. Jeg ville bare gerne være sammen med ham og når han foreslog at turen skulle gå til Thailand, var jeg selvfølgelig med den ide."

Eventyret på ferieøen Koh Chang med et hav af dyr, har endelig nået sin afslutning

 (Mens nogle bader med delfiner - er jeg i mellemtiden gået over til elefanter....eller sø-elefanter. Stort er det, synes jeg, når ens badedyr er en levende elefant).

Men idag tog jeg altså bussen tilbage til Bangkok og jeg er, efter en længere tur udenfor min komfortzone, ankommet på et lille hyggeligt hostel i den nordlige del af Bangkok.

Bangkok er overvældende stor og da jeg efter 8 timers kørsel i minibus blev sat af midt i en gigantisk rundkørsel med et kæmpe Victoria monument i midten, opgav jeg lidt at få styr på min vejrtrækning, dels fordi jeg stod der imellem biler, busser, mennesker og togforbindelser i skylines, der hastigt bevægede sig forbi. 

Men mest da manden i billetlugen forklarede mig, at jeg skulle over på den anden side af rundkørslen og at turen foregik i en buet gangbro høøøøjt oppe i luften - der stivnede jeg et langt sekund. Men "vi" måtte afsted, mig og den stivnede. Da jeg kom op på broen, faldt jeg temmelig urytmisk ind i følget af fodgængere, der gik i rækker oppe på broen. Det hele virkede egentlig lidt slowmotion-agtigt.

Foran mig gik en lille fyr med en rullekuffert. Han gik usædvanligt langsomt, synes især den højdeskræmte del af mig. Stod det til mig, løb jeg. Men jeg var på en spøjs måde koblet sammen i sjoskende gang med "sneglen" foran og det syntes, som en uendelighed, før jeg igen kunne komme tilbage i sikkerhed på jorden. Her kom jeg "i snak" med to nye billetlugepersoner.

Jeg spørgte efter busforbindelsen til mit hostel.

De forklarede mig, at jeg kunne tage den linje eller den linje og så kunne jeg skifte over til den linje og stå af ved den vej  eller den skole. Mens jeg stadig var ved at ryste højdeskrækken af mig, forsøgte jeg at forstå, det de var igang med at forklare... på thaisk med Google translate, som backup.

Jeg endte sådan lidt i desperation med at springe ind i en bus, som i følge Google translate, kørte i retning mod mit hostel.

Da jeg dumpede ned på bagsædet sammen med min opbakning, forsøgte jeg at få hjælp fra passagerne omkring mig. 

Endelig var der en engelsktalende thaimand, der reagerede.

Han forklarede mig, hvor jeg skulle stå af og jeg endte med at overgive mig til en taxi de sidste 6 km gennem storby junglen.

 - selvfølgelig ikke uden at prutte om prisen.

Imorgen tager jeg videre til et Vipassana center nordøst fra Bangkok. 

Nu starter det 20 dages meditationsretreat, som jeg besluttede at tilmelde mig, da jeg gik hjemme i Danmark og var blevet klar over, at turen til Thailand, nok måtte blive uden Mr Cello.