Hilsen fra den lille thailandske ø Koh Chang sammen med en historie fra de varme lande.
Jeg troede, at jeg havde booket mig ind på et lille resort med min egen bungalow helt nede ved vandkanten og lille terrasse med hængekøje og udsigt til smukke solnedgange.
Jeg så for mig, hvordan jeg skulle sidde, som hende fra filmen "Eat, pray, love" I smilende lotus stilling og selvfølgelig samtidig skrive på min kommende bestseller. Hvem ved måske ville kærligheden også kigge forbi og jeg ville i min egen ophøjede meditative afbalancerede ro, ikke miste mig selv undervejs.
Men tilbage til virkeligheden.
Efter en 8 timers bustur med afgang fra Bangkok, inklusiv en kortere færgeoverfart til Øen Koh Chang, bliver jeg sat af ved en lille vej. Det er blevet mørkt og taxidriveren gør fakter, mens han siger "just straight and left" og jeg lægger mærke til at mit divagen protesterer lidt over ikke at blive kørt helt til døren, Men mit mere ydmyge og da også mere selvstændigt navigerende dragegen har allerede taget teten. Jeg er ikke bange for at fare vild. Jeg har jo fundet vej så mange før og det er nok også det, der får mit divagen til hurtigt at fortrække sig og jeg bevæger mig ned ad den uoplyste vej, som fører direkte hen til det resort, jeg skal bo på.
Her ser hyggeligt ud. En reception i et fællesareal med træmøbler, blødt lampelys og hængekøjer og lyden feriepartymusik fra en natklub i det fjerne.
Ejeren, midaldrende, italiensk, men efter min mening med fransk accent, er snakkesalig og spørger til min tur og fortsætter med en lang række informationer om stedet og hvad det koster, hvis jeg vil forlænge mit ophold, transport tilbage til fastlandet, vand, som kan købes på flaske eller i store dunke - både billigere og mere miljøvenligt, ligesom hele hans resort er bygget af naturmaterialer og med øje for miljøet, fortæller han.
Jeg får et kort flashback fra min sommer i receptionen på Campingpladsen og genkender den imødekommende fortællefacon overfor de gæster, som skal checke ind.
Vi går ned mod den lækre bungalow, jeg skal bo i.
Jeg glæder mig især til at komme væk fra de sidste par døgn med jetlag, overnatning i køjeseng på klaustrofobisk små og fyldte sovesale med fugtig luft og hidsige ventilatorer.
Jeg undrer mig dog over, at Mr. French accent, i følge min orienteringsevne, leder mig i modsatte retning af havet. Men det er jo også mørkt og min orienteringssans har da fejlet før - en sjælden gang.
Han viser mig ind i en større hytte med langhårsstråtag. Her er fire værelser og mit ligger op ad en lille trætrappe. Helt oppe i kippen og de skrå vægge levner meget lidt plads til at stå oprejst.
Her er bambusvægge, meget eksotisk og to små bambusvinduer og jeg spørger håbefuldt om der er havudsigt, når de bliver åbnet.
Det er der ikke.
Faktisk er jeg blevet indlogeret i den hytte, hvor hans personale bor. Jeg vil skyde på, at det er det mindst attraktive rum på hele resortet og det kan da ikke komme længere væk fra min forestilling om mig, som Julia Roberts i gang med at rydde op i mit liv for at ende ud, som den bedste version af mig selv.
Hvor er havudsigten, spørger jeg og fortæller at det var det, der var blevet lovet i beskrivelsen på booking siden.
Ja, det har også forvirret mange af mine gæster, forklarer han og siger, at resortet har havudsigt og jeg siger, at jeg ikke er forvirret og at det vil være en god ide at lave en ordentlig og mere præcis beskrivelse, så hans gæster ikke bliver "forvirret".
Mit divagen protesterer igen.
"Det skal du ikke lade dig spise af med". Men det gør jeg, for jeg er træt og modløs og har ikke kontakt nok til den gennemslagskraft, jeg forestiller mig, at det kræver at insistere på at få den bungalow, som booking havde lovet eller pengene tilbage.
Jeg vågner sent næste morgen og jeg koger. Ventilatoren kører ikke og da jeg går ned for at tage bad, kommer der ingen vand ud af hanen. Erfaringer fra mine mange rejser i Indien og Nepal fortæller mig, at strømforsyningen på øen er gået og derfor er ventilatoren gået i stå, lige som vandpumpen og jeg tager mit tøj på igen. Klæbrig varm på kroppen og med myg dansende omkring mig i det fugtige badeværelse, forsøger jeg at børste tænder med lidt tandpasta på en tør tandbørste.
Jeg er på vej ud for at finde kaffe og morgenmad og møder Mr. French accent, som hilser.
"Good morning. How are you?"
Jeg lyver og siger
"Fine fine" men får en snert af ærlighedsrevanche, da jeg siger "but can I get my own bungalow instead".
Vi går sammen ned til receptionen og kigger i oversigten over bookinger. Alt er fuldt booket men der bliver snart en bungalow ledig - om jeg er interesseret og selvfølgelig er jeg det. Dog ingen havudsigt fra bungalowen men eget bad og lille terrasse.
Mit tungsind letter lidt og efter et kraftigt regnskyl, finder jeg endelig en cafe, nu med strøm, morgenmad og kaffe
- og med havudsigt.
